Prins Henriks søster er død

Skrevet af admin

08/09/2015

Dagens topnyheder

Prins Henriks søster Madame Maurille Beauvillain de Monpezat er død.

Kongehuset meddeler, at hun er gået bort efter længere tids sygdom.

Madame Maurille Beauvillain de Monpezat blev født i 1948, og var dermed fjorten år yngre end prins Henrik.

Prins Henrik og hans i alt otte søskende voksede op i den sydfranske by Cahors på familiens vinslot.

Før Madame Maurille Beauvillain de Monpezat kom til verden boede familien flere år i Fransk Indokina - en fransk koloni, der frem til 1954 bestod af det, der i dag er Vietnam, Laos og Cambodja.

Prins Henrik vendte tilbage til kolonien i 1950 og tog sin studentereksamen i Hanoi. Efterfølgende læste han fransk litteratur og orientalske sprog på Sorbonne-universitetet i Paris.

Derefter arbejdede prinsen for den franske udenrigstjeneste, blandt andet i London, hvor han var frem til 1967 blev gift med Magrethe. Dermed blev han prinsgemal af Danmark.

I 1974 overtog regentparret vinslottet Chateau de Caïx, tæt ved prinsgemalens families vinslot.

Prins Henrik ejer selv aktiemajoriteten i vinfirmaet, der hvert år producerer godt 100.000 flasker vin, der sælges over hele verden.

I foråret 2015 meddelte prinsen dog, at han bortforpagter vinproduktionen til et fransk firma, og derfor ikke længere selv står for produktion og salg af vinen.

Prinsgemalens familie hører til en fransk adelsslægt og hans far André de Laborde de Montpezat var greve.

Faren døde i 1998 og to år senere døde deres mor, Reneé-Yvonne Doursennot.

Udover sit virke som prinsegemal og vinbonde har Prins Henrik også været kunstner, musiker og har forfattet flere bøger og digte.

Prinsgemalen vil deltage i søsterens bisættelse i Frankrig, der sandsynligvis kommer til at foregå fredag eller lørdag i denne uge, oplyser Kongehuset.

/ritzau/