Prins Nikolai konfirmeret helt alene

Men det er slet ikke så underligt eller ophøjet, synes kongefamiliens præst, kongelige konfessionarius, Erik Norman Svendsen.

»Det er en gammel tradition, at de kongelige bliver konfirmeret separat. Men det, synes jeg, er en fornuftig afgørelse. For enhver kan jo forestille sig, hvad der vil ske til en almindelig konfirmationssøndag i en helt almindelig folkekirke, hvis hele den kongelige familie trådte ind. Så var det ikke længere konfirmanderne, der var i centrum men familien,« siger Erik Norman Svendsen til bt.dk.

De kongelige konfirmationer sker kun i overværelse af den nærmeste familie og under helt private former – således også, da prins Nikolai lørdag trådte ind i de voksnes rækker.

»Konfirmationen bliver i og for sig på samme måde, som den dag hans kammerater blev konfirmeret i Garnisonskirken. Jeg holder selvfølgelig en tale for konfirmanden, det gør præsten jo altid, men her bliver det til ham alene. Og det kan jo ikke undgås at blive mere personligt,« fortalte Norman Svendsen inden konfirmationen, som han kalder helt normal.

Da Norman Svendsen blev kongehusets præst i 2008, lærte han Nikolai at kende. Men det er i forbindelse med konfirmationsundervisningen, som han har givet Nikolais konfirmandhold, at præsten er kommet tættere på Joachim og Alexandras ældste søn.

»Han er både kvik og sød. Han følger godt med i timerne. Han er ikke bange for at stille spørgsmål, og han har været engageret. Så det har været en fornøjelse,« fortæller Erik Norman Svendsen, der også deltog i konfirmationsfrokosten på Fredensborg Slot umiddelbart efter den kirkelige handling, til bt.dk.

Dagens Gossip