Prins William og Kate har fået en pige

Storbritannien har fået en lille ny prinsesse. Det britiske kongehus oplyser, at hertuginde Kate har født en pige. Mor og barn har det godt, oplyser kongehuset på twitter.

Den lille prinsesse blev født lørdag klokken 08.34 lokal tid, og hun vejer otte pund og tre ounces - det svarer til 3,7 kilo.

Hertuginde Kate ankom sammen med prins William til fødeafdelingen på St Mary's Hospital i London klokken 06 lørdag morgen.

Prins William var til stede under hele fødslen, oplyser kongehuset.

Dronning Elizabeth, prins Charles og hans hustru, Camilla, samt prins Harry og medlemmer af både kongefamilien og hertuginde Kates familie har modtaget den glade nyhed om fødslen.

Prins William og Kate har i forvejen en søn, prins George, som blev i juli 2013.

Den nyfødte prinsesse bliver nummer fire i arvefølgen til den britiske trone.

Hendes far, prins William er nummer to i arvefølgen, mens storebror, prins George, er nummer tre. Nummer et i arvefølgen er Williams far, prins Charles.

/ritzau/

Dagens Gossip