Prins William og Kate venter barn igen

Skrevet af admin

08/09/2014

Dagens topnyheder

Prins William og Kate venter barn nummer to, oplyser Buckingham Palace mandag.

Prins William, der er barnebarn til dronning Elizabeth, fik under stor mediebevågenhed sit første barn sammen med Kate sidste år.

William er nummer to i arverækkefølgen til den britiske trone, og hans søn, prins George, er nummer tre. Nummer et i arverækkefølgen er Williams far, prins Charles.

- Dronningen og medlemmerne af begge familier glæder sig over nyheden om, at hendes kongelige højhed venter parrets andet barn, hedder de i en erklæring fra Buckingham Palace.

Der er ikke umiddelbart detaljer om, hvornår fødslen ventes at finde sted.

- Mange lykønskninger til Hertugen og hertuginden af Cambridge. Jeg er glad for de gode nyheder, siger premierminister David Cameron i en lykønskning på sin Twitterprofil.

Siden han kom til verden, har den unge prins George været med til at øge opbakningen til den royale familie, som de seneste årtier har kæmpet med at genvinde befolkningens tillid oven på prinsesse Dianas død i 1997.

Det populære forældrepar er sammen med deres søn blevet selve indbegrebet på den unge, sjove og forholdsvis moderne royale familie.

The Telegraph skrev om prins George sidste år, at den royale fødsel sikrede monarkiet i de næste 100 år.

- I aftes, da de stolte forældre viste deres baby frem for verden, var vi ikke kun vidner til en glad, personlig begivenhed, men til en fornyelse af en gammel institution, hed det i en lederkommentar i avisen.

/ritzau/Reuters