Prisbelønnet sanger melder sig syg til turné

Skrevet af admin

30/04/2015

Mest læste i dag

Selv en feteret og prisvindende musiker er ikke immun over for sygdom. Det må den engelske sanger Sam Smith indse, efter han for nylig oplevede en mindre blødning på stemmebåndet.

Diagnosen, som ikke er ukendt blandt sangere og performere, tvinger nu Sam Smith til at aflyse resten af de koncerter, der var planlagt i forbindelse med hans nuværende turné i Australien.

Det fortæller den 22-årige sanger i et opslag på det sociale billeddelingsmedie Instagram.

- Jeg er dybt, dybt bedrøvet over at måtte fortælle mine australske fans, at jeg bliver nødt til at aflyse min Australien-turné, skriver Sam Smith og fortsætter:

- Min stemme har været overbelastet i et stykke tid, men i aftens fik jeg så en mindre blødning på mit stemmebånd. Lægerne siger, at jeg bliver nødt til at hvile stemmen fuldstændigt, indtil mine stemmebånd er helet, ellers kunne det ende med at blive et stort og langvarigt problem, skriver han.

Ifølge CNN fik Sam Smith nyheden efter sin ankomst til Australien, hvor han nåede at spille to koncerter i byen Brisbane. I Sidney, Melbourne, Adelaide og Perth, må fansene imidlertid se langt efter den populære sanger.

Efter Australien skulle Sam Smith have fortsat sin verdensturné i Asien og derefter videre til Europa, hvor han efter planen blandt andet skal spille i Stockholm torsdag den 4. juni.

Det er ind til videre kun koncerterne i Australien, der er aflyst, men det er endnu uvist, præcis hvornår Sam Smith igen bliver klar til at genoptage sin turné.

Læs hele Sam Smiths opslag på Instagram her: https://instagram.com/p/2ApqAGx2W9/?taken-by=samsmithworld

/ritzau/FOKUS