Prisen på et førstehjælpskursus kan koste liv

Skrevet af Sara Christiansen

18/10/2012

Dagens topnyheder

I en ny undersøgelse, lavet af Beredskabsforbundet gennem WebPol, hvor man har udspurgt 2.015 danskere, viser at kun 2 ud af 10 danskere på eget initiativ ville deltage på et 12 timers førstehjælpskursus.

For få år tilbage kunne man tage det statsstøttede kursus til en pris på 125 kr., hvor man nu, grundet øgede udgifter, skulle betale 200 kr. Dette ville 7 ud af 10 danskere tage på.

- Der er ingen tvivl om, at prisen for et førstehjælpskursus er afgørende for, hvor mange danskere, der kan redde liv. Staten har tidligere brugt 3 mio. kroner årligt på at tilbyde danskerne prisbillige førstehjælpskurser, hvilket mange benyttede sig af. Undersøgelsen viser nu, at mange ikke er parate til at betale den højere pris, som et kursus koster i dag. Det kan i værste tilfælde koste liv. Derfor ønsker Beredskabsforbundet, at bevillingen til førstehjælpskurser igen bliver givet. Kurser i førstehjælp for befolkningen er et centralt redskab og afgørende for at forøge danskernes tryghed og evne til at redde liv. Derfor ønsker vi mere fokus og en styrkelse igen af området, fortæller præsident for Beredskabsforbundet Bjarne Laustsen.

Beredskabsforbundets vurdering er, at der skal større fokus på forebyggelse af ulykker og førstehjælp, for at skabe en mere tryg og sikker hverdag.

Hvis en person falder om med et hjertestop kræver det en hurtig indsats fra de personer, som er vidner til ulykken, og derfor er førstehjælpskurserne vigtige.

- Hjertestoppet i sig selv kan man ikke forebygge med uddannelse i førstehjælp. Men vi kan uddanne danskerne til at redde liv og øge chancerne for at overleve uden alvorlige mén. Minutterne efter, at et hjertestop indtræffer, er yderst kritiske, så det er livsvigtigt, at en person i nærheden kan yde den livreddende førstehjælp. Ambulancen vil være fremme 5-10 minutter efter alarmopkaldet, så dét, at nogen kan gribe ind, kan betyde forskellen mellem liv og død. Liv reddes i nuet, og det skal flere danskere kunne, fortæller Bjarne Laustsen. 

Med førstehjælpen er der mulighed for at yde den hjælp, der kan betyde forskellen på liv og død.