Priserne på fast ejendom fortsætter op

Pilen kender kun en vej, når det gælder priserne på fast ejendom. Og det er op.

Fra marts til april steg priserne på enfamiliehuse med 3,2 procent og på ejerlejligheder med 1,8 procent på landsplan, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Samlet set understreger dagens tal, at bedringen på boligmarkedet er intakt og endda synes at blive styrket, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Han siger, at der er flere forklaringer på den mere positive udvikling: mere positive økonomiske strømninger i dansk økonomi og en begyndende fremgang i beskæftigelsen.

- Det har givet anledning til en større økonomisk optimisme, og det understøtter danskernes lyst til at købe bolig. For det andet har hele landet glæde af historisk lave realkreditrenter, der holder finansieringsudgifterne nede ved køb af bolig, siger han i en kommentar.

Om man vil bo i en ejerlejlighed eller have hus og have spiller ingen rolle, hvis man ser på de gennemsnitlige priser. Et hus bliver i snit solgt for 1.917.000 kroner, mens en ejerlejlighed i snit går for 1.876.000 kroner, viser tallene fra statistikbanken.

Og hos BRFkredit er forventningen, at boligmarkedet igennem 2014 vil fortsætte de pæne takter. Dels som følge af generelt mere positiv stemning i dansk økonomi, og dels gennem øget aktivitet, siger cheføkonom Ulrikke Ekelund.

- Vi har gennem flere år haft meget lav aktivitet på boligmarkedet, hvilket vidner om, at der er et ophobet boligbehov. Samtidigt forventer vi større søgning mod byerne, hvorfor der vil være et større pres på priserne her, siger cheføkonomen.

- På ejerlejligheder forventer vi således en årlig stigning på omkring de fem procent på landsplan, mens vi forventer omkring 2,5 procent for enfamiliehuse på landplan, siger Ulrikke Ekelund i en kommentar.

Ser man på perioden fra februar til april i forhold til den foregående tremåneders periode, lå prisstigningen på enfamiliehuse på 2,2 procent i gennemsnit, mens ejerlejligheder steg med 3,7 procent.

I det seneste år er en ejerlejlighed blevet 9,2 procent dyrere, mens husene ikke stiger i samme takt. Prisen for enfamiliehuse steg i samme periode med 2,7 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip