Prisshow belønner Amalie for kokain og løgn i retten

Da der onsdag aften blev afholdt Reality Awards i Bremen Teater i København, var det første gang, at der er blevet afholdt et prisshow, der hylder danske reality-deltagere.

Her blev der uddelt statuetter i kategorier som "årets reality-par" og "årets bryster", men det var ikke kun fortrin, der blev hyldet.

Den tidligere Paradise-deltager Amalie Szigethy fik nemlig to priser, der begge belønner hende for ulovlig opførsel.

Hun fik således prisen for "årets skandale" for at have løjet i retten i voldssagen mod sin tidligere kæreste, Peter Birch, og prisen for "årets forside" for at være blevet afsløret i at tage coke - en historie, der endte i Se & Hør.

- Vi synes, at man skal hylde, at de her realitystjerner underholder danskerne, og at den underholdning så nogle gange går over lovens grænser, det er i hvert fald med til at skabe en fortælling om de her mennesker på godt og ondt. Det afspejler reality, for det er en del af virkeligheden, og det er det også i programmerne, siger Nikolaj Bonde, der er journalist på Se & Hør og medlem af juryen, der har besluttet, hvordan størstedelen af priserne skulle fordeles.

Juryen består ud over Nikolaj Bonde af radioværten Ditte Okman, journalist Nikolaj Vraa, Dan Rachlin og Rasmus Gejl.

- Amalies priser er givet til hende, fordi hun forstår at skabe opmærksomhed omkring situationer og forstår at holde sig i rampelyset. At det så er for noget ulovligt, det er en del af virkeligheden, men ikke en hyldest til de ting, hun foretager sig. Ikke dermed sagt, at man skal gå ud og gøre noget ulovligt for at holde sig i pressens søgelys for at vinde en pris, siger Nikolaj Bonde og indrømmer, at juryen har været uenige om, hvorvidt det var Amalie Szigethy eller Se & Hør, der skulle modtage prisen for forsidehistorien.

- Prisen er både til Se & Hør og Amalie, men det er hende, der står som modtager. Det er første år, vi laver det her show, og der er selvfølgelig nogle børnesygdomme.

- Selvfølgelig er der nogle løse ender, og vi har haft det oppe at vende, at det er en pris, der burde gå til det medie, der har afdækket sagen, siger han og understreger, at juryen bag Reality Awards ikke har til hensigt at opfordre til kriminalitet.

- Det er ikke et signal fra juryen om, at det er noget, man skal gå ud og gøre. Amalie vinder en pris for årets skandale, og det er en øv-pris at vinde, som man ikke skal stile efter, siger han.

Amalie Szigethy var ikke selv til stede ved prisoverrækkelsen.

Newspaq

Dagens Gossip