Private vagtfirmaer: Vi kan hjælpe politiet

Midt i den ophedede diskussion om massivt overarbejde i politiets rækker bringer de private vagtfirmaer sig selv på banen.

- Vi kan overtage en række opgaver, som ikke indebærer udøvelse af myndighed og brug af magt, siger direktør i SikkerhedsBranchen Kasper Skov-Mikkelsen.

- Det kan helt oplagt være på områder som politiets ATK-vogne og til transport af fanger eller anholdte, tilføjer han.

På spørgsmålet om, hvorvidt branchen nu fisker i rørte vande, siger han:

- Jamen, det gør vi jo. Men der er jo røre om politiets forhold, og at det er klart for de fleste, at politiet har brug for flere ressourcer.

Hans pointe er, at de privatuddannede vagter er billigere end politifolk.

- Vi er ikke et para-politi, men vores folk har en specialuddannelse og er trænede i at håndtere konfliktsituationer, påpeger direktøren.

- Man har erfaringer med noget lignende i England, hvor sikkerhedsfirmaer for eksempel er overladt opgaven med at transportere anholdte, siger Kasper Skov-Mikkelsen.

Ifølge direktøren "ligger der flere hundrede årsværk" i en udlicitering. Men der kan kun frigøres flere ressourcer til egentligt politiarbejde, såfremt Finansministeriet ikke snupper besparelsen.

I de sidste par år har SikkerhedsBranchen haft diskussion med Rigspolitiet og med flere politikere om emnet, men den er strandet.

- Der blæser andre vinde nu. Nu kan alle se, at der skal gøres noget, mener direktøren.

De akutte problemer i politiet skyldes den øgede bevogtning i København og andre steder som følge af attentaterne i februar.

Politikredse på Sjælland samt Fyns Politi sender mange betjente til hovedstaden for at hjælpe.

Det betyder, at visse opgaver ikke længere kan løses, ligesom der oparbejdes en stor pukkel af overarbejde.

Dansk Politiforbund omtaler problemstillingen i en ny artikel mandag med overskriften: "Politiet står stadig - men hvor længe?"

/ritzau/

Dagens Gossip