Privathospitaler vil drive lægepraksis

Hvis regionerne ikke selv kan løse lægemanglen i de tyndt befolkede og socialt belastede områder, så står privathospitalerne på spring for at komme til.

Det siger administrerende direktør for Aleris-Hamlets Hospitaler, Nis Alstrup, efter at sundhedsminister Astrid Krag (SF) fredag greb ind i den truende konflikt mellem lægerne og regionerne med et lovforslag til lægernes overenskomst.

Ministeren åbner blandt andet op for, at regionerne skal kunne hyre privathospitaler til at drive praksis i yderområderne.

- Jeg hilser lovforslaget velkommen. Hvis det bliver vedtaget, så vil vi gerne byde ind på driften af lægepraksis, hvis det bliver nødvendigt. Og vi har allerede erfaring på området i Sverige, hvor vi driver en del praksis i forvejen, siger Nis Alstrup til Ritzau.

Han mener, at Aleris-Hamlets Hospitaler vil kunne gøre det mere attraktivt for lægerne at søge mod de upopulære områder, end det er i dag.

Blandt andet kan man give de privatansatte læger mere adspredelse i deres arbejde:

- Jeg tror, vi ville kunne lave nogle konstruktioner, som man ikke kender i dag. Det kan være at tilbyde læger med praksis også at have tilknytning til hospitaler. De kunne måske være nogle dage de ene sted og andre dage det andet sted.

Samtidig vil bedre muligheder for sparring med speciallæger om patienter samt bedre muligheder for videreuddannelse kunne lokke lægerne ud af storbyerne, mener Nis Alstrup.

- Det kan alt sammen være med til at gøre det mere attraktivt at være i et yderområde, siger han.

Hos Enhedslisten afviser sundhedsordfører Stine Brix dog, at privathospitalerne skal kunne overtage opgaven. Regionerne kan selv løse problemet, fastslår hun:

- I de egne af landet, hvor der ikke er en almen praktiserende læge, skal regionerne selv kunne drive en lægeklinik. Det kan sagtens løse problemet med lægemanglen, uden at vi giver privathospitalerne en ny bane at boltre sig på, siger hun.

/ritzau/

 

Dagens Gossip