Pro-russere tager to soldater som gidsler

Skrevet af admin

16/04/2014

Mest læste i dag

En prorussisk gruppe har taget to ukrainske soldater som "gidsler", oplyser Ukraines forsvarsministerium.

- En soldat og en officer er taget som gidsler i den separatistiske region Lugansk, siger ministeriet.

De to soldater er blevet bragt til et ukendt sted. De blev taget som gidsler, da de var ved at reparere deres køretøj.

Det ukrainske sikkerhedsministerium siger, at det har opsnappet kommunikation, der viser, at den prorussiske side har udstedt en stående ordre om, at man "skal skyde for at dræbe."

Orden er udstedt, efter styret i Kijev indledte en militær operation mod pro-russere i det østlige Ukraine.

Ukraines væbnede styrker siger, at flere af hærens grene er sat ind i en eftersøgning af de savnede soldater, og de har lovet et "håndfast svar" på alle angreb på den ukrainske hær.

Ukraine indledte tirsdag, hvad der kaldes "en fuldstændig anti-terror operation" rettet mod prorussiske aktivister, som har besat offentlige bygninger i næsten 10 byer i det stærkt russisk-prægede østlige Ukraine.

Myndighederne i Kijev, der støttes af Vesten, beskylder Rusland for at koordinere og opildne til angrebene for at destabilisere regionen, hvilket kan resultere i, at Moskva annekterer mere ukrainsk territorium, ligesom det er sket på Krim.

/ritzau/AFP