Problemer i USA med HealthCare.gov er løst

Skrevet af admin

01/12/2013

Dagens topnyheder

Et vigtigt element i præsident Barack Obamas ny sundhedspolitik i USA er blevet reddet på målstregen ved at have overholdt tidsfristen for en markant teknisk forbedring af hjemmesiden HealtCare.gov.

Det fremgår af en statusrapport, der blev offentliggjort søndag morgen af det amerikanske sundhedsministerium.

- Mens vi kæmper for at forny og forbedre vores opsøgende arbejde og systemer for at tilgodese forbrugerne, så mener vi, at vi har nået vores mål om at have et system, der vil fungere gnidningsløst for hovedparten af brugerne, hedder det i rapporten.

Regeringen og eksterne tekniske medarbejdere har arbejdet døgnet rundt på at løse problemerne, så administrationen kunne holde sit løfte om at få siden til at fungere gnidningsløst for de fleste mennesker 30. november.

Rapporten var grundlag for et pressemøde i Washington søndag morgen med Jeffrey Zients, som er den mand, præsident Barack Obama havde udset til at løse alle problemerne, skriver avisen Washington Post.

- På bundlinjen, er 1. decembers udgave af HealthCare.gov som nat og dag i forhold til siden fra 1. oktober, da siden blev lanceret, sagde han til journalister.

Som et resultat af forbedringerne er den gennemsnitlige svartid på under et sekund, mens fejlprocenten er væsentlig under en procent. Online-systemet er stabilt - uden at gå i hak - i 90 procent af tiden.

Sitet har en kapacitet, så 50.000 brugere kan benytte det samtidig, eller op til 800.000 daglige besøg.

Formålet med websitet er, at forbrugere på en let og enkel måde skulle kunne skaffe sig en sundhedsforsikring, som kræves af de nye regler i Affordable Care Act, da den blev lanceret 1. oktober.

Men de stadige tekniske problemer med det indenrigspolitiske presitigeinitiativ har været en politisk katastrofe for Obama.

/ritzau/