Problemer rammer 112 og 1813-numre i hovedstaden

Skrevet af admin

05/06/2015

Mest læste i dag

Folk i Region Hovedstaden kan igen komme igennem på akuttelefonen 1813 som normalt, efter at der havde været problemer med teknikken.

Borgere, der tidligere på aftenen ringede 112, oplevede ligeledes problemer, men også disse er der styr på.

Det oplyser Arne Simonsen fra Region Hovedstadens presseafdeling til Ritzau.

- Problemet med 1813 er blevet løst, og akuttelefonen fungerer nu som normalt. Opkald til 112 har fungeret på normal vis siden 23.28, siger han.

Udfordringerne på 1813-nummeret blev løst omkring klokken 00.40.

Ved 21.30-tiden gik 1813 ned, så opkald ikke blev besvaret. I stedet kunne man opleve at blive mødt med en optaget-tone, når man forsøgte at komme igennem til det sundhedsfaglige personale.

Problemerne har også givet udfordringer ved håndtering af opkald til alarmtelefonen 112.

Her har det dog hele tiden været muligt at komme igennem, men telefonpasserne har ikke kunnet stille opkaldene videre, forklarer Birgitte Rav Degenkolv, vicedirektør i Region Hovedstadens akutberedskab.

- Der har været tekniske problemer med viderestilling til de sundhedsfaglige medarbejdere på AMK-vagtcentralen. Det har for nogle borgere betydet, at de i stedet for viderestilling er blevet ringet op af AMK-vagtcentralen, siger hun i en skriftlig kommentar.

Problemet opstod tilsyneladende på telefonernes servere.

Det er ikke oplyst, hvor mange personer der ringede forgæves eller oplevede problemer med opkald til 1813 og 112.

/ritzau/