Producentforeningen: Læg dine bilag frem Aalbæk

Skrevet af admin

19/10/2013

Dagens topnyheder

Producentforeningen blander sig nu også i den verserende strid mellem Det Danske Filminstitut (DFI) og filmselskabet Zentropa.

Formanden for producenterne, Klaus Hansen, fastslår nemlig, at reglerne er helt klare på området: Peter Aalbæk Jensen, direktør for Zentropa, skal fremlægge sine bilag for, hvad firmaets offentlige støttekroner er brugt til.

- Enhver producent skal kunne stå på mål for sit filmregnskab og skal kunne dokumentere, hvordan filmstøtten er anvendt, siger Producentforeningens direktør, Klaus Hansen.

I den verserende sag har Peter Aalbæk Jensen nægtet at udlevere bilag til Det Danske Filminstitut (DFI) i forbindelse med filmen "Antichrist", der har fået offentlige støttekroner.

Producentforeningen ser meget gerne, at sagen snart bliver afsluttet. Foreningen er enig i, at selv regnskaber, der er gennemgået og godkendt af DFI, skal kunne tåle en ny granskning.

Men samtidig udtrykker foreningen bekymring over producenternes retssikkerhed, fordi DFI kan kræve et regnskab genåbnet 10 år tilbage uden yderligere begrundelse.

- Hvad skal der til for at sikre producenten mod vilkårligheder fra for eksempel tidligere sure medarbejdere, der er ude på at skade én eller i en teoretisk situation, hvor en forvaltning af en eller anden grund har set sig sur på producenten, spørger Klaus Hansen.

Producentforeningen vil derfor nu invitere DFI til et møde for at drøfte, hvorledes fremtidige sager bør håndteres.

DFI har iværksat en uvildig revisorundersøgelse af sagen, og kulturminister Marianne Jelved (R) har også lagt pres på Zentropa og åbnet døren på klem for ny lovgivning om kontrollen med filmstøtte.

Avisen BT har i en række artikler skrevet om mulig snyd med støttekronerne til Zentropa-filmen "Antichrist", der blev instrueret af Lars von Trier.

Ifølge BT's artikler har Zentropa flyttet en række uvedkommende udgifter til blandt andet dyre middage og fiskegrej ind i regnskabet for "Antichrist".

Dermed er de betalt af offentlige støttekroner og tilskud fra filmfonde og tv-stationer i stedet for af Zentropa selv.

Peter Aalbæk Jensen har indtil nu afvist DFI's krav om at fremlægge alle bilag. Zentropa-direktøren har i stedet iværksat verbale modangreb på filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen, som han ønsker afsat som direktør.

/ritzau/