Producer sad i USA-lufthavn og fik italiensk filmpris

Skrevet af admin

07/09/2014

Dagens topnyheder

Succesparret bag den prisvindene dokumentarfilm "The Look of Silence" havde skam været til stede på filmfestivalen i Venedig. Men så fløj instruktør Joshua Oppenheimer og producer Signe Byrge videre på turné i USA.

Og da det trak op til den store prisfest i Venedig, trak det også op over Chicago - med sorte skyer og storm. Og derfor nåede instruktør og producer ikke på podiet i Venedig, selv om de havde ombooket billetter for at flyve til Italien igen.

De sad i en lufthavn i Indianapolis i USA, mens juryen i Venedig lørdag aften hædrede dem med Juryens Store Pris.

- Vi har lige fået det at vide for 10 minutter siden. Det er helt vildt, og vi er meget glade, siger producer Signe Byrge over mobiltelefonen til Ritzau.

- Vi var selv sindssygt glade for filmen, men man kan aldrig vide, hvordan den bliver modtaget, siger hun.

Dokumentarfilmen er produceret af det danske selskab Final Cut for Real, der har specialiseret sig i dokumentarfilm til det internationale marked.

Spørgsmål: Hvad betyder den nyvundne pris for jer?

- Det betyder dels, at nyheden om, at filmen eksisterer og er vigtig at se, spredes meget mere og nemmere. Især i Indonesien, som er et vigtigt område for os for at få filmen ud.

- Samtidig er der større interesse fra filmfestivaler for at vise den, og det betyder, at det bliver nemmere for Joshua (Oppenheimer, red.) at lave film i fremtiden. Jo flere priser man har på sit CV, des nemmere er det at rejse finansiering, svarer Signe Byrge.

Det prisvindende dokumentarfilm-par er nu på vej til Torontos filmfestival med "The Look of Silence", der er opfølgeren til sidste års kæmpesucces "The Act of Killing", som de også stod bag.

Den prisbelønnede og oscarnominerede "The Act of Killing", der er er blevet vist i biografer verden over samt på 165 filmfestivaler, handler om folkedrabet efter et militærkup i Indonesien i 1965 - set fra bødlernes synspunkt.

"The Look of Silence" har vendt bøtten og følger en broder til en af dem, der blev offer for folkemordet.

- Det er specielt og meget særlig, t at en dokumentar bliver vist i biografer i så mange lande verden over som "The Act of Killing". Og det er et særtilfælde, at den har fået så mange priser, siger Signe Byrge.

Instruktøren Joshua Oppenheimer begyndte sit store projekt i Indonesien i 2001, og havde arbejdet med det nogle år, før samarbejdet med producer Signe Byrge begyndte i 2007.

/ritzau/