Producer slæber Clint Eastwood i retten

En amerikansk filmproducer vil slæbe Clint Eastwood og Warner Bros. i retten over sportsdramaet »Trouble with the Curve« fra sidste år.
Manden hævder, at skuespilleren og studiet i fællesskab huggede hans arbejde.

Ifølge Ryan Brooks, som sagsøgeren hedder, krænker baseballfilmen ophavsretsloven, fordi handlingen er baseret på en drejebog, han skrev i 2008.

Produceren går oven i købet så vidt, at han stempler Eastwoods samarbejde med Warner Bros. som »en stor sammensværgelse«. Dennes formål skal have været »at stjæle substansen, strukturen, temaet og sjælen i et unikt arbejde«.

Brooks har endnu ikke sat tal på sit erstatningskrav, men bebuder, at han vil kræve »snesevis af millioner«. Han sætter desuden haglspreder på søgsmålet. Det retter sig også mod Eastwoods produktionsselskab Malpaso Productions, filmens instruktør Robert Lorenz og to af de talentbureauer, der formidlede Eastwoods medspillere.

»Trouble with the Curve« solgte kun billetter for 270 millioner kroner på verdensplan.

Dagens Gossip

Dagens TV