Prøvemedlem hos Bandidos udpeger kriminelle rockere

Et tidligere prøvemedlem af Bandidos har i allerstørste hemmelighed og bag såkaldt dobbelt lukkede døre lagt kortene på bordet i retten og hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og tilstået et stort antal strafbare forhold.

Et større antal mænd - herunder flere af prøvemedlemmets tidligere brødre fra Bandidos - er i øjeblikket fængslet på hans forklaringer.

Det oplyser TV2.

Prøvemedlemmet, der er 49 år gammel, blev anholdt i midten af november 2014 og lagde ifølge TV2s oplysninger omgående kortene på bordet.

Hans forklaring førte til, at politiet af flere omgange - først i december 2014 og senest i begyndelsen af maj 2015 - har anholdt og fængslet omkring 10 personer i sagen bag dobbelt lukkede døre.

Dobbelt lukkede døre betyder, at sagen er så hemmelig, at offentligheden end ikke må få sigtelserne at vide.

Men nu kan TV2 for første gang løfte sløret for indholdet af en omfattende sag, der retter sig mod den 49-årige og en stribe personer fra miljøet omkring Bandidos på Sydsjælland og Lolland-Falster - herunder flere ledende og toneangivende rockere.

Indholdet af den store rocker-sag fremgår af en retsmødebegæring mod den 49-årige, som TV2 har fået aktindsigt i.

Her fremgår, at den 49-årige i ikke færre end 28 forhold har udpeget én eller flere medgerningsmænd, der ifølge eks-rockerens forklaring har deltaget i køb og salg af flere kilo amfetamin og kokain, en hashklub i Vordingborg, tre væbnede røverier, brandstiftelser og adskillige skydevåben.

Sagen har været omgærdet af betydeligt hemmelighedskræmmeri, og ifølge TV2's oplysninger skal der være et meget konkret trusselsbillede mod den 49-årige

/ritzau/

Dagens Gossip