Professor: Bangladesh-aftale kræver flere lande

Når handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i dag mødes med den danske tøjbranche er det med et oplæg til en aftale, der skal forbedre forholdene på de bengalske tøj- og tekstilfabrikker. En aftale, der fungerer fint som en hensigtserklæring, men som kun rykker, hvis det også udvikler sig til et internationalt samarbejde. Det vurderer professor på CBS Jette Steen Knudsen over Berlingske Business.

»Det er fint, at regeringen sætter fokus på emnet, men skal det virkelig batte, skal det ske på internationalt plan,« siger hun om aftalen, der i løse vendinger beskriver, hvordan virksomhederne skal arbejde for at sikre bedre arbejdsforhold for leverandørernes medarbejdere i Bangladesh.

Det er store danske tøj- og tekstilvirksomheder som Bestseller, IC Companys og Jysk, der fredag formiddag er sat i stævne af regeringen og DIEH, Dansk Initiativ for Etisk Handel. Samtidig er også en række NGOer og fagforbund til stede for at diskutere tiltag i kølvandet på katastrofen i Savar uden for Dhaka, hvor over 1.100 syersker omkom, da deres arbejdsplads styrtede sammen. På fabrikken fik blandt andre danske PWT Group (bla. Tøjeksperten) produceret skjorter til danske kunder.

Åbne leverandørlister

I aftalen beskriver Pia Olsen Dyhr, hvordan de danske virksomheder forpligter sig til »arbejde for øget gennemsigtighed i leverandørkæden«. Reelt betyder det dog ikke, at virksomhederne bliver nødt til at offentliggøre deres samarbejdspartnere. Og det er også fornuftigt, mener Jette Steen Knudsen:

»Man kan ikke forlange, at de skal fortælle, hvilke leverandører, de bruger, da er det et væsentligt konkurrencehensyn,« siger hun.

Professoren peger på, at et internationalt samarbejde om at kortlægge og tjekke leverandørerne, er et langt bedre alternativ, end at danske virksomheder gør det alene. Og i to store initiativer i Cambodia og Vietnam, fremgik det, at forholdene blev markant forbedret på leverandørernes arbejdspladser, fordi kontrollerne blev ensartet og sat i system i et samarbejde mellem de lokale regeringer, den internationale arbejdsorganisation ILO, fagforeninger og internationale tekstil- og beklædningsproducenter. Et eksempel, som den danske regering sagtens kunne arbejde på at fremme i et internationalt samarbejde, mener Jette Steen Knudsen.

For en bedre styring af leverandørerne foreslår hun et program, hvor virksomhederne i langt højere grad bistår deres leverandører og hjælper dem med at forbedre sig på de vigtigste områder i stedet for udelukkende at stillekrav.

»Regelsæt er nødvendige, men vi ved fra flere internationale undersøgelser, at kravene i væsentlig grad kun bliver efterlevet, hvis kunden bistår leverandøren med at leve op til dem,« siger professoren.

Dagens Gossip