Professor: Cameron har brug for Danmarks støtte

Skrevet af admin

05/02/2016

Dagens topnyheder

Når den britiske premierminister, David Cameron, fredag mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), er det altoverskyggende formål, set fra britisk side, at sikre, at Danmark bakker op om den særaftale, briterne er på jagt efter om EU.

Det forklarer Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet og ekspert i EU.

- Alle lande skal bakke aftalen op. Hvis bare et land vender tommelfingeren ned, vælter korthuset, siger Marlene Wind.

Cameron har lovet briterne, at de senest i 2017 skal til folkeafstemning, om hvorvidt Storbritannien skal blive i EU under nye betingelser, som Cameron for tiden er ved at forhandle på plads med de øvrige medlemslande.

I sidste uge kom kommissionen så med et udspil til en aftale, der skal imødekomme de britiske krav.

EU-præsident Donald Tusks kompromisforslag går ud på, at EU indfører en nødbremse på velfærdsydelser til borgere fra andre EU-lande, og at EU anerkender den britiske modstand mod mere politisk integration.

Udspillet fra Tusk er kommet efter intense forhandlinger med Cameron, og det skal diskuteres på et EU-topmøde 18. og 19. februar i Bruxelles.

- Jeg tror ikke, at Cameron har ret meget tid til at høre på danske ønsker. Han er rimelig sikker på at få opbakning fra Løkke, siger Marlene Wind.

For den danske statsminister handler det om at sikre, at de undtagelser, briterne står til at få, kommer til at gælde for alle lande. Men for Cameron er det afgørende, at aftalen fremstår som en eksklusiv særløsning for Storbritannien, siger hun.

- Hvis ikke han kan præsentere det som en særløsning, der i vidt omfang kun gavner briterne, er det ikke sikkert, han kan få den hjem i Storbritannien, vurderer Marlene Wind.

Hun anser det for meget sandsynligt, at alle EU-lande på længere sigt vil få ret til, som det er lagt op til med den britiske ordning, at indeksere ydelser såsom børnecheck, så for eksempel rumænere, der arbejder i Danmark, ikke skal kunne sende det fulde beløb hjem.

Men i første omgang kan det altså være nødvendigt at signalere, at det er en britisk særløsning.

/ritzau/