Professor: Dumt at hæve pensionsalderen - lad det i så fald kun gå ud over de privilegerede

Skrevet af admin

31/07/2016

Dagens topnyheder

Det er dumt at hæve pensionsalderen igen. Det er derimod kun fair, at advokaten, økonomen og kommunikationsmedarbejderen går senere på pension end mureren, rengøringsassistenten og kassemedarbejderen. Det mener professor i arbejdsmarkedsforskning, Henning Jørgensen, fra Aalborg Universitet, som DR har talt med. 

- Ud fra en retfærdighedsbetragtning og ud fra den sociale ulighed og forskel i levealder må det være det rigtige, siger han.

Henning Jørgensen hentyder til, at velstillede lever i en boble og ikke har de samme levevilkår, som samfundets andre arbejdende har det. Udmeldingen kommer i kølvandet på debatten om, hvorvidt pensionsalderen bør hæves fremover, og ikke mindst finansminister Claus Hjort Frederiksen udmeldinger om, at der skal indføres en hurtigere stigning af pensionsalderen. 

Udtalelsen falder i god tråd med fagforeningen FOA's tidligere udmeldinger om, at de, der lever kortest og har færre gode år bør kunne gå fra arbejdsmarkedet før eksempelvis en advokat kan det.  FOA repræsenterer blandt andre faggrupper som social- og sundhedshjælpere, rengøringsassistenter og visse håndværkere. 

Læs også: FOA: Sosu'er skal på pension fire år før andre

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted har desuden tidligere udtalt om emnet, at:

- Nogle faggrupper kan ikke klare så lang tid på arbejdsmarkedet, så det vil være fint med en kommission, der kan se på, hvad det rigtige vil være for de grupper, lød det til Avisen.dk. 

Ifølge DR afviser han dog nu professorens idé om at indføre forskellig folkepensionsalder for forskellige faggrupper:

- Men regeringen må komme med et udspil på området. Det har vi efterlyst, men vi har ikke set det endnu, siger Bent Bøgsted.

Er du enig med professor Henning Jørgensen i, at det er retfærdigt at indføre forskellig pensionsalder for forskellige fagggrupper?

 

 

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: