Professor: EU vil vise handlekraft med minitopmøde

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Det er ikke mere end en uge siden, at EU-landene sidst holdt topmøde om flygtningestrømmen til Europa, men nu indkaldes flere lande allerede til møde igen.

Denne gang er det et minitopmøde for de lande, der er særligt pressede af situationen. Marlene Wind, professor ved Københavns Universitet og ekspert i EU, tror, at det pludselige møde er arrangeret i håb om, at EU kan udvise handlekraft.

- Siden sidste uges topmøde har situationen allerede ændret sig drastisk, da antallet er flygtninge er steget. Det er presserende, at der skal handles, og derfor tror jeg, at mødet er et forsøg på at vise handlekraft, siger Marlene Wind.

Marlene Wind peger på, at der i løbet af den sidste uge har været stort pres på flygtningeruterne, da vinteren står for døren. Det har betydet, at de hotspots, hvor flygtningene skal registreres, har været under ekstraordinært pres.

Det er blandt andet derfor kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, har taget initiativ til det uofficielle møde, hvor det kun er landene på den såkaldte "Balkan-rute", der er inviteret, mener hun.

Tyskland, Østrig, Ungarn, Slovenien, Rumænien, Bulgarien og Grækenland skal sammen med ikke-medlemslandene Makedonien og Serbien diskutere, hvad de skal stille op med den aktuelle situation.

I og med det kun er en håndfuld af Europas lande, der skal deltage, så forventer Marlene Wind, at topmødet kommer til at handle om, hvordan man koordinerer alle de praktiske anliggender.

- Det bliver ikke en kæmpe debat om fremtidig flygtningehåndtering, men derimod en diskussion om, hvordan man håndterer den konkrete her-og-nu situation, siger hun.

Samtidig mener Marlene Wind, at mødet kan have til formål at give de mindre lande et talerør.

- Jeg forestiller mig, at man vil bløde nogle fronter op ved at give de berørte lande noget medbestemmelse. På den måde får de små lande ikke følelsen af, at det hele bliver dikteret fra Berlin, siger Marlene Wind.

/ritzau/