Professor frifindes for uredelighed

Skrevet af admin

30/03/2016

Mest læste i dag

Den aarhusianske professor emeritus Helmuth Nyborg er blevet frifundet for videnskabelig uredelighed.

Det fremgår af en dom fra Vestre Landsret.

Professoren, der forsker i intelligensmæssige forskelle mellem køn og racer, blev i 2013 erklæret videnskabelig uredelig af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

Udvalgets begrundelse var, at Nyborg havde anvendt vildledende reference og undladt at angive en medforfatter i en artikel om "Den vestlige civilisations forfald" publiceret i et internationalt anerkendt tidsskrift.

Det fik Nyborg til at stævne uredelighedsudvalget, fordi han ikke mente, der var tale om så alvorlige fejl, at det kunne berettige til at blive stemplet som uredelig.

Og Vestre Landsret har lyttet til Nyborgs argumenter.

- Landsretten finder, at der ikke er tale om videnskabelig uredelighed, således som dette begreb er defineret i lov om forskningsrådgivning, hedder det i dommen.

- Derfor har landsretten dømt UVVU til at anerkende, at Helmuth Nyborg ikke har begået videnskabelig uredelighed, hedder det.

Uredelighedsudvalget er også dømt til at betale 200.500 kroner i sagsomkostninger til Helmuth Nyborg.

/ritzau/