Professor frifindes for uredelighed

Skrevet af admin

30/03/2016

Mest læste i dag

Den aarhusianske professor emeritus Helmuth Nyborg er blevet frifundet for videnskabelig uredelighed.

Det fremgår af en dom fra Vestre Landsret.

Professoren, der forsker i intelligensmæssige forskelle mellem køn og racer, blev i 2013 erklæret videnskabelig uredelig af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU).

Udvalgets begrundelse var, at Nyborg havde anvendt vildledende reference og undladt at angive en medforfatter i en artikel om "Den vestlige civilisations forfald" publiceret i et internationalt anerkendt tidsskrift.

Det fik Nyborg til at stævne uredelighedsudvalget, fordi han ikke mente, der var tale om så alvorlige fejl, at det kunne berettige til at blive stemplet som uredelig.

Vestre Landsret har lyttet til Nyborgs argumenter, og det glæder den 79-årige professor, der stadig er aktiv forsker.

- Det er en krystalklar dom. Jeg er totalt frifundet for videnskabelig uredelighed, og så er jeg tilkendt godt 200.000 kroner for de omkostninger, jeg har haft til advokat. Det er, hvad jeg havde håbet på og også regnet med, siger Helmuth Nyborg.

Han siger, at dommen har stor betydning for hans fremtidige virke.

- Hvis man bliver præsenteret som en statsligt stemplet uredelig forsker, så betyder det, at mange ikke vil samarbejde med mig. Man vil ikke skrive artikler sammen med mig, fordi man risikerer, at det vil "smitte af". Derfor betyder det alverden, siger Helmuth Nyborg.

- Det er jo en kendt sag, at en forsker kun har en eneste ting som positiv gods i kufferten, og det er anerkendelse fra kollegerne. Hvis den hviler på en uredelighedsdom, så er den anerkendelse jo væk, og så bliver det svært at forske med andre og i det hele taget svært at få publiceret artikler, siger han.

/ritzau/