Professor: Grønland må reformere sin økonomi nu

Selv om Grønland ikke er på vej mod en statsbankerot, står landet i en meget alvorlig økonomisk situation. Den forværres af stagnation med negativ økonomisk vækst i de seneste par år. Derfor skal landsstyret handle nu.

Det siger Torben M. Andersen, som er professor i økonomi ved Aarhus Universitet og formand for Økonomisk Råd i Grønland.

- Hvis der ikke gøres noget, så kan Grønland ende i så dybe problemer, at det kræver drastiske tilpasninger. Det er et ekstra argument for at komme i gang hurtigst muligt, siger Torben M. Andersen.

Landsstyrets nye formand, Kim Kielsen, fra regeringspartiet Siumut, drøfter onsdag dansk-grønlandske forhold ved et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Grønland er afhængig af støtte udefra. Hvert år får hjemmestyret godt 4,7 milliarder kroner om året i bloktilskud fra Danmark og tilskud fra EU. Det er godt 35 procent af bruttonationalproduktet.

Selv om der engang kan findes olie og gas i havet og brydes råstoffer som sjældne jordarter, guld, zink, jern og rubiner, så har det lange udsigter, før Grønland tjener penge på sine råstoffer, forklarer Torben M. Andersen.

- Det er en lang horisont. Det løser ikke Grønlands akutte problemer, siger han.

Desuden er det en sikkerhedspolitisk sag for den danske regering, hvis landsstyret tillader, at der udvindes uran sammen med kostbare sjældne jordarter, påpeger han.

Grønlands økonomi er stærkt afhængig af fiskeri, som også har problemer. Fiskepriserne er ellers steget i mange år, men trods en tilbagegang for rejer har der vist sig nye muligheder med makreller, siger Torben M. Andersen.

- Mange fiskere har for lave indkomster. Det tyder på, at der er for mange fiskere. Desuden er det ikke realistisk, at Grønland får en selvbærende økonomi, som kun bygger på fiskeri, siger han.

Grønland har et potentiale i turisme, som er vigtig, hvis økonomien ikke kun skal være afhængig af ét erhverv - fiskeri, mener Torben M. Andersen.

/ritzau/

Dagens Gossip