Professor: Ingen regler for presserådgivere i regionerne

Skrevet af admin

17/09/2015

Mest læste i dag

Der er ingen klare regler for anvendelse af særlige rådgivere, der i daglig tale går under navnet spindoktorer, i kommuner og regioner. Sådan lyder det fra professor emeritus ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Grønnegård Christensen.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at forsvarsminister Carl Holst (V) ikke har et problem, påpeger professoren.

- Hvis han har brugt Christian Ingemann, som var ansat på en kontrakt, der fuldstændig svarer til den kontrakt, andre regionsansatte arbejder på, i partipolitisk øjemed, så har han alligevel et problem.

- En regionspolitiker, eksempelvis regionsformanden, må ikke anvende en af sine embedsmænd som medhjælper i sin egen eller sit partis politiske kampagne, siger Jørgen Grønnegård Christensen.

Carl Holst er igen kommet i modvind, efter at flere indicier peger på, at den tidligere regionsformand har brugt sin nuværende spindoktor, Christian Ingemann Nielsen, i forbindelse med sin valgkamp til Folketinget i juni.

Det vil være i strid med reglerne.

En politiker eller politisk chef må nemlig ikke bruge offentlige midler til sin politiske kampagne eller bruge en medarbejder, der er ansat i forvaltningen, til at hjælpe med den, forklarer Jørgen Grønnegård Christensen og peger på et andet problem:

- Det ville gøre, at Carl Holst blev stillet bedre end andre politikere i regionsrådet eller andre kandidater, der stillede op til Folketinget, siger han.

I modsætning til regionerne og kommunerne er der fastsat klare regler for, hvordan regeringens ministre må bruge deres spindoktorer. I det øjeblik, der bliver udskrevet valg, bliver spindoktorerne eksempelvis fristillet.

/ritzau/