Professor kalder kvinde-pulje dybt problematisk

Skrevet af admin

01/11/2013

Dagens topnyheder

Det er dybt problematisk, at et bredt flertal i Folketinget nu har besluttet at give 70 millioner kroner til det såkaldte Ydun-program, der prioriterer kvindelige forskeransøgere over mandlige takket være en dispensation fra ligebehandlingsloven.

Det mener professor i historie fra Københavns Universitet, Hans Bonde.

- Det er jo dybt problematisk, at vi i et moderne, oplyst samfund igen begynder at sortere på køn. Det troede vi jo tilhørte et for længst forsvundet patriarkalsk samfund, hvor man gav rettigheder alt efter, om man var mand eller kvinde, siger han.

- Men der er sket en udvikling, hvor man igen tager nogle af de der gamle værktøjer frem fra skuffen, bare med omvendt fortegn, hvor det nu er kvinder, der skal favoriseres, fortsætter han.

Sent torsdag aften blev alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance enige om at give penge til Ydun-programmet.

Programmets målsætning om at foretrække kvinder frem for mænd til forskerstillinger i tilfælde af lige kvalifikationer fik Liberal Alliance til at gå i vrede.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) kaldte kritikken af støtten til Ydun-programmet for "en helt skæv automatreaktion fra folk, der ikke vil se ligestillingsproblemerne i øjnene".

Men Hans Bonde køber ikke argumentet om, at favoriseringen blot skal rette op på de eksisterende uligheder i kønssammensætningen i forskermiljøet.

- Det vil jeg gerne angribe. Jeg mener ikke, at man i et oplyst samfund bare kan se på statistikker og sige, at der mangler en vis procent kvindelige professorer. Det enkelte individ skal vurderes på sit eget talent, siger han.

Spørgsmål: Hvor almindeligt er det at give dispensation for ligebehandlingsloven?

- Det bruger man jo hver gang, man vil favorisere kvinder ind på højere poster. Det ville være utænkeligt at bruge det til favorisering af mænd. Det ville vi opfatte som dybt reaktionært, siger Hans Bonde.

/ritzau/