Professor: Lobbyisme er en konsekvens af udviklingen

Skrevet af admin

12/07/2015

Dagens topnyheder

Kommunernes øgede brug af lobbyisme er en konsekvens af større kommuner og øget centralisering.

Det mener professor Peter Munk Christiansen fra Aarhus Universitet, som forsker i netop lobbyisme.

- Det mest naturlige var, at en borgmester tog en tur til Christiansborg eller tog kontakt til lokale folketingspolitikere. Men verden har åbenbart udviklet sig sådan, at det ikke længere er nok, siger han.

- Vi har fået større kommuner, og borgmesteren har fået flere opgaver. Han kan ikke bruge sin tid på at lave lobbyvirksomhed.

Jyllands-Posten skriver søndag, at danske kommuner - særligt på trafikområdet - bruger hundredtusindvis af kroner på at påvirke politikerne på Christiansborg gennem lobbyister.

Avisen har søgt aktindsigt i alle 98 kommuners udgifter til ekstern lobbyisme "fra 2012 og frem til dags dato". I den periode er der ifølge Jyllands-Posten brugt penge på lobbyindsatser i flere end 10 forskellige projekter.

- Jeg vil ikke være den, der råber "ulven kommer". Men jeg synes, det er et fænomen, man skal holde øje med, og man skal passe på, at det ikke ender med at blive meget skævt, siger Peter Munk Christiansen.

- Man skal tage hensyn til, at nogle aktører har flere ressourcer end andre, og at massiv lobbyvirksomhed kan give skævheder i den demokratiske proces. Det skal nødig være sådan, at det altid kun er dem med flest ressourcer, der bliver hørt.

Ifølge Peter Munk Christiansen har vi i Danmark ingen lovgivning vedrørende af brugen af lobbyisme. Han peger på, at øget åbenhed er en måde at sikre, at lobbyisme ikke fører til beslutninger, der er problematiske for den demokratiske proces.

- Åbenhed er positivt både af hensyn til beslutningstagerne på Christiansborg og til borgerne og deres skattekroner, siger han.

- Så kan beslutningstagerne se, hvad det er for hensyn, hvis røster aldrig lader sig høre, og borgerne kan føle, at den demokratiske proces er legitim.

/ritzau/