Professor: Politiet kan sigte personer bag terrorhyldest

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

En 26-årig aarhusianer med palæstinensisk baggrund, AK, hylder på sin Facebook-side den afdøde Omar Abdel Hamid El-Hussein, som lørdag formodes at have dræbt to civile og sårede fem politifolk ved to terroranslag i København.

Men en sådan ageren på de sociale medier kan få politiet til at rejse sigtelse. Det siger professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard til Jyllands-Posten.

- Straffelovens bestemmelse om offentlig udtrykkelig billigelse af en terrorhandling kan godt komme ind i billedet her, men det er selvsagt op til domstolene, om paragraffen er overtrådt.

- Man har selvfølgelig lov til at skrive "Hvil i fred" om en afdød, også selv om der måtte være tale om en terrorist.

- Men sådan som udtrykket "Je suis ..." er blevet brugt efter attentaterne i Frankrig, er det jo nærliggende at forstå vendingen "Vi er alle Omar" som en sympatierklæring og en opbakning til det, der skete ved Krudttønden og synagogen i forgårs.

- Det kan næsten ikke blive mere direkte, så jeg ville da ikke blive overrasket, hvis politiet rejser sigtelse, siger Jørn Vestergaard til avisen.

På Facebook-siden skriver den 26-årige under overskriften "Je suis Omar" - med henvisning til den franske støtte til ofrene for angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris - følgende:

"Hvil i fred til vores kære bror Omar Abdel Hamid El-Hussein. Allah yerhamak. Vi er alle Omar."

Udtrykket "Allah yerhamak" er arabisk med betydningen Allah velsigne dig, skriver Jyllands-Posten.

Hyldesten til den formodede gerningsmand bag terrorangrebet i København blev lagt på Facebook-siden mandag eftermiddag, og efter få timer havde omkring 20 vendt tommelfingeren op til opslaget.

/ritzau/