Professor skriger på koordineret kræftindsats

Udmeldingen kommer fra Nils Brünner, der er professor og dr. med. ved Københavns Universitet. Han understreger i en kommentar i tirsdagens Berlingske behovet for et nationalt kræftcenter.

»Det er ikke svært at se behovet, da der stadig dør rigtig mange patienter af kræftsygdomme. Vi skal gøre det bedre, og vi kan gøre det bedre,« siger Nils Brünner til Berlingske Nyhedsbureau.

»Den alvorlige konsekvens er jo, at vi ikke er gode nok til at behandle kræftpatienterne, og jeg tror på, at vi vil blive langt bedre, hvis vi får koordineret indsatsen mellem forskning, patientbehandling og uddannelse,« fortsætter han.

Nils Brünner har selv siddet i diverse udvalg, der skulle se på mulighederne for at koordinere kampen mod kræft bedre. Men hver gang er det strandet i en debat om, hvor et eventuelt kræftcenter skulle placeres og magtkampe om, hvem der skal bestemme.

»Derfor eksisterer der ikke et formelt samarbejde mellem dem, der laver basalforskning ude i laboratorierne, og dem der behandler patienterne. Dem, der behandler patienterne, har meget travlt, og dem, der forsker, forstår måske ikke de kliniske problemstillinger. Så der er ikke nogen god kommunikation på tværs her,« siger professoren.

Han foreslår, at man kommer uden om de regionale magtkampe ved at lave tre kræftcentre, hvor hele landets ekspertise skal samles.

»Lad os lave et cancercenter med forskning, behandling og uddannelse i Aarhus, Odense og København og lave et formaliseret samarbejde mellem de tre. Så får vi det, som vi ønsker, og så kan man ikke sige, at der er lavet geografiske præferencer,« siger Nils Brünner.

Nils Brünner fremhæver et eksempel på en god koordineret kræftindsats, nemlig ved behandling af brystkræft. Der er etableret et stærkt samarbejde inden for området for brystkræft under navnet Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG).

»For mere end 30 år siden etablerede nogle visionære sjæle et samarbejde i hele Danmark omkring brystkræft. Det er alle, der er involveret i brystkræft. Lige fra dem der diagnosticerer, over dem der behandler, til dem der forsker. Og det har virkelig ændret brystkræftbehandlingen i Danmark,« siger Nils Brünner.

Han mener, at de ansvarlige for kræftbehandlingen har en pligt til at se ud over egen næsetip og skrotte geografisk hensyn for at lave en samlet indsats. Ellers dør idéen igen - sammen med endnu flere patienter.

»Kan vi være det bekendt, Danmark?,« spørger Nils Brünner.

Dagens Gossip