Professor: Syrien-udrejseforbud virker kun på kort sigt

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

Det kan være endnu et forkert skridt i en livslang eksklusionsproces, hvis man gennem ændret lovgivning vil forbyde personer, man mistænker for muligvis at drage i hellig krig, at rejse til lande som Syrien og Irak.

Det siger professor i psykologi på Aarhus Universitet Preben Bertelsen til Ritzau.

- Fra både rød og blå blok kan man tale om eksklusionstiltag. Det vil sige, at man endnu engang giver de her unge mennesker en oplevelse af, at de er ekskluderet. Det er endnu et element i en måske livslange eksklusionsproces, der har ført til radikaliseringen.

- Der må man overveje, om fordelen på den korte bane ved at forhindre dem i at rejse ud opvejes af ulemperne ved den enorme radikaliseringsrisiko, der er på den lange bane, siger han.

Preben Bertelsen er ansat af Aarhus Kommune og Østjyllands Politi til at gennemføre terapeutiske samtaleforløb med hjemvendte syrienkrigere og have præventive samtaler med radikaliserede unge.

Det er en del af den såkaldte Aarhus-model, der skal forhindre muslimer i at drage til Syrien i hellig krig.

Regeringen vil tage opholdstilladelsen fra de udlændinge, man frygter rejser ud af landet for at deltage i væbnede konflikter, mens Venstre ønsker, at det skal kræve en særlig tilladelse for at få udrejsetilladelse til Syrien og Irak.

Professoren påpeger, at de personer, som virkelig gerne vil til for eksempel Syrien, nok skal finde en illegal måde at komme derned på.

I stedet for regeringens forslag håber han, at man vil skele mere til elementer fra Aarhus-modellen, selv om der kan være undtagelsessituationer.

- Det, jeg er ked af, er, at den offentlige debat alene handler om optrapning på den korte bane. Vi bør også diskutere tidlig forebyggelse og gode exitstrategier. På den lange bane vil Aarhus-modellen eller lignende tiltag have en meget større effekt end drastiske tiltag, siger han.

- Men hvis det er sådan, at vi pludselig står med en håndfuld dødsensfarlige terrorister med effektiv militærtræning, så må vi jo beskytte os selv og vores samfund med drastiske tiltag på den korte bane.

- Men jeg kan kun pointere, at retorikken og diskussionen i politiske tiltag kun handler om tiltag på den korte bane, siger Preben Bertelsen.

/ritzau/