Professor: Thorning bliver nødt til at sige nej til EU-job

Et navn bliver ved med at dukke op i strømmen af bud på personer til EU-topposter, der snart skal besættes - nemlig Danmarks egen statsminister, Helle Thorning-Schmidt. Og gang på gang afviser hun at være interesseret.

Men når Helle Thorning-Schmidt siger, at hun "vil sige nej, hvis jeg får buddet" betyder det ikke nødvendigvis nej.

- Sagen er, at hun kan ikke sige ja. Fordi det er ligesom at sige, at man vil devaluere i morgen. Hun kan simpelthen ikke sige ja, selvom hun er i søgelyset. Så hun bliver nødt til at sige nej, siger professor i europæisk politik på Københavns Universitet Peter Nedergaard.

Han påpeger samtidig, at det er meget muligt, at statsministeren mener det, når hun siger, at hun ikke er interesseret i en toppost.

Men ifølge Peter Nedergaard udelukker statsministeren altså ikke noget ved at sige, at hun "vil sige nej, hvis jeg får buddet". Hun kan simpelthen ikke sige andet, end det hun gør.

- Et eller andet sted så er det den slags situationer, hvor man bliver nødt til at lyve. For den dag, hun siger ja, så er der to ting, der træder i kræft. Dels kommer der en masse modkandidater i spil, og dels mister hun fuldstændig autoritet i dansk politik.

- Hun er færdig på det tidspunkt, hvor hun bare kommer til at åbne det mindste for, at hun godt kunne tænke sig at have en EU-toppost. Så har hun fuldstændig mistet autoriteten i sit eget parti og i forhandlinger med de andre partier, siger professoren.

Det var efter et frokostmøde torsdag med forbundskansler Angela Merkel, hvor statsministeren kom med denne afvisende udtalelse:

- Man skal regne med, at jeg er statsminister i Danmark, også når vi åbner Folketinget i oktober. Man skal regne med, at jeg står i spidsen for Socialdemokraterne, når vi går til valg næste gang. Jeg har tidligere sagt, at jeg vil sige nej, hvis jeg får buddet.

EU-posten, som Helle Thorning-Schmidt ofte er blevet nævnt i forbindelse med, er posten som Herman Van Rompuys afløser som EU-præsident. Hans mandat som formand for Det Europæiske Råd udløber den 30. november.

/ritzau/

Dagens Gossip