Professor trækker sig fra dansk asylrapport

Skrevet af admin

30/11/2014

Dagens topnyheder

En hovedkilde i Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport trækker sit navn tilbage fra rapporten, fordi han føler sig "misbrugt" og "forrådt".

Det skriver Berlingske mandag.

Styrelsen fremstiller et stærkt misvisende billede af situationen i Eritrea, mener Gaim Kibreab, der er professor ved London South Bank University, og citeret i styrelsens rapport om sikkerhedssituationen i det østafrikanske land.

- Jeg var chokeret og virkelig overrasket. De citerer mig ude af kontekst. De inkluderer mig i en kontekst med deres anonyme kilder for at styrke deres synspunkter omkring rapporten. De har udeladt så mange ting.

- De har komplet ignoreret fakta og kun håndplukket bestemte oplysninger, siger han til Berlingske.

Styrelsen sendte tidligere på året en såkaldt "fact finding mission" af sted for at vurdere, hvor stabil situationen i Eritrea er, og om nogle af de mange asylansøgere kunne vende hjem, selvom de har søgt asyl i Danmark.

Flere end 2200 personer fra Eritrea har søgt asyl i Danmark i år. En gevaldig stigning i forhold til de 98, der kom til landet sidste år.

/ritzau/