Prognose: DF giver blå blok klart flertal

Skrevet af admin

18/06/2015

Mest læste i dag

Med lidt over 20 procent af stemmerne talt op ser blå blok ud til at være på vej til at tage magten fra den siddende SR-regering.

Partierne bag Lars Løkke Rasmussens statsministerkandidatur står til hele 96 mandater i DR's prognose, mens rød blok blot ligger til 79.

Hos TV2 viser prognosen dog kun 91 mandater til blå blok og 84 til rød.

Ikke desto mindre peger begge prognoser mod, at blå blok kan danne regering uden at skulle have støtte fra de fire mandater, der skal fordeles på Grønland og Færøerne.

I procenter er der hos DR 55,3 til blå blok og 44,6 til rød blok.

Fremgangen kommer i særklasse fra Dansk Folkeparti, som med 23,2 procent af stemmerne står til at overhale Venstre som det største parti i blå blok.

Kristian Thulesen Dahls tropper ligger lige nu 10,9 procentpoint over resultatet fra sidste valg, svarende til en fremgang på næsten 90 procent.

Holder prognosen, vil partiet kunne sætte sig på 41 mandater i Folketinget.

Venstre står derimod til en vælgerlussing på trods af det blå flertal. Partiet er foreløbig gået 5,6 procentpoint tilbage til 21,1 procent og 37 mandater.

Socialdemokraterne ser fortsat ud til at blive Folketingets største parti med 26,6 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på 1,8 procentpoint.

Den fremgang bliver dog opvejet af støttepartierne SF og De Radikale, som med henholdsvis 3,5 og 3,7 procent af stemmerne begge står til miste over halvdelen af deres mandater.

Alternativet står derimod til et godt resultat ved partiets første valg med en tilslutning på 3,6 procent, som vil give seks mandater.

Også Enhedslisten bidrager med fremgang til rød blok med 7,2 procent af stemmerne svarende til 13 mandater.

Venstrefløjspartiet står dermed til at blive Folketingets fjerde største foran Liberal Alliance, som ligeledes går frem med 1,8 procentpoint til 6,8 procent.

De Konservative ser fortsat ud til at blive tingets mindste parti med 3,3 procent af stemmerne, mens Kristendemokraterne med 0,9 procent er et stykke fra de 2,0 procent, der vil give adgang til Folketinget.

Partiet kan dog også opnå valg ved at sikre sig et kredsmandat.

/ritzau/