Prominent Højbjerg-konkurrent er snart tilbage

Skrevet af admin

03/11/2014

Mest læste i dag

Den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg kæmper hårdt for at få spilletid på Bayern Münchens midtbane, men snart bliver konkurrencen yderligere intensiveret.

I klubben forventer man nemlig, at rutinerede Bastian Schweinsteiger snart er tilbage i aktion efter at have siddet udenfor siden Tysklands VM-finale mod Argentina i juli.

- Han vil muligvis være tilbage i holdtræningen i den næste landskampspause, siger Bayerns bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge, til Kicker.

Dermed kan den 30-årige midtbanestjerne være tilbage på Bayerns træningsbane i den kommende uge, mens det tyske landshold forbereder sig på EM-kvalifikationskampen mod Gibraltar 14. november.

Og han vil efter alt at dømme kunne komme i kamp inden vinterpausen.

- Det er sandsynligt, at han gør comeback i 2014, spår Rummenigge.

Det er senen forrest på knæet, der har gjort vrøvl siden sommer og har krævet den lange pause af manden med 108 landskampe.

I mellemtiden har Bayern-ledelsen købt den spanske profil Xabi Alonso i Real Madrid, og sammen med Philipp Lahm har han sørget for, at Schweinsteigers fravær knapt har været mærkbart.

Den sydtyske storklub har endnu ikke tabt en betydende kamp i denne sæson og har været suveræn i både Bundesligaen og Champions League.

/ritzau/