Prominent syrisk oppositionsleder flygter til Spanien

Skrevet af admin

27/04/2015

Dagens topnyheder

Den fremtrædende syriske oppositionsaktivist Louay Hussein har blæst på et udrejseforbud og flygtet til Spanien. Det sker få dage, inden han skulle have været for retten, anklaget for at have "svækket de nationale følelser".

- Jeg er ankommet til Spanien søndag efter en vanskelig rejse. Jeg følte, at mit liv var i fare, siger Hussein, der er leder af partiet Opbygning af den Syriske Stat, telefonisk til nyhedsbureauet AFP.

Hussein var ledende medlem af den syriske opposition internt i landet. Han omtales ofte som den tolererede opposition.

Den 55-årige Hussein kommer fra landets alawitiske minoritet, som er den samme shiamuslimske sekt, som præsident Bashar al-Assad også tilhører.

Men Hussein blev anholdt i november 2014, sigtet for at have "svækket nationale følelser". Han fik samtidig udrejseforbud fra Syrien, da han blev løsladt mod kaution i februar.

Hussein har rakket ned på det syriske regime efter sin flugt.

- Det er ikke længere muligt at komme til en forståelse med regimet, der har udviklet sig til en milits, siger Hussein til AFP.

Anas Judeh, der er næstformand i Opbygning af den Syriske Stat, siger, at Hussein er flygtet fra Damaskus til den nordøstligt beliggende by Qamishli.

- Han drog så videre mod grænsebyen Ras al-Ain og ind i Tyrkiet på sin vej til Spanien, siger Judeh.

Hussein har sagt, at han var på besøg i den nordøstlige del af landet for at lære mere om det autonome styre i området af mangel på syriske sikkerhedsstyrker.

- Vi anede ikke, at det var hans hensigt at forlade landet. Nyheden ramte os som en tordenkile, siger Judeh til AFP.

Hussein skrev i en opdatering på Facebook, at han ville tage til Istanbul for at mødes med medlemmer af oppositionen, formentlig den internationalt anerkendte Nationale Koalition.

/ritzau/AFP