Promotor forventer udsolgt til dansk boksebrag

Skrevet af admin

10/11/2015

Dagens topnyheder

Der bliver tætpakket i Brøndby Hallen, når bokserne Rudy Markussen og Patrick Nielsen mødes lørdag den 12. december.

Det fortalte den tyske boksepromotor Nisse Sauerland, da der tirsdag eftermiddag blev afholdt pressemøde på hotellet Crowne Plaza Copenhagen Towers på Amager.

- Vi sætter 500-600 billetter mere til salg i dag (tirsdag). Jeg tror, at der i alt kommer 5500-5600 mennesker. Jeg regner med, at der ikke bliver et ledigt sæde i hallen, siger Nisse Sauerland.

Kampen bliver imødeset med spænding i danske boksekredse. Ikke mindst fordi de to boksere tydeligvis ikke nærer varme følelser for hinanden.

24-årige Patrick Nielsen har i optakten spillet rollen som den vrede unge mand, der blandt andet har kaldt sin cirka 14 år ældre modstander for en kylling.

Den føljeton blev der fulgt op på ved tirsdagens pressemøde, hvor der helt som forventet var indlagt flere underholdningsindslag.

Det første kom cirka fem minutter inde i pressemødet, da en mand entrede lokalet iført et kyllingekostume.

Han henvendte sig direkte til Rudy Markussen.

- Ved du godt, at du er den største inspiration for alle os kyllinger? Vi elsker dig, lød det fra manden i kyllingekostumet.

Han blev under stor jubel eskorteret ud af lokalet efter sit indslag, der var en skolekomedie værdigt.

Mod afslutningen af pressemødet ville Rudy Markussen-lejren også gerne lege med på den front.

Kenneth Svensson, der er træner for veteranen, havde lavet en plakat til Patrick Nielsen, hvor bokseren kunne aflevere en jobansøgning til Jobnet. Underforstået når han har tabt til Markussen i Brøndby.

Den aktion var en direkte reaktion på et billede, som Patrick Nielsen afleverede til Rudy Markussen ved et pressemøde for to måneder siden.

Billedet viste en knælende Markussen, da han i februar 2012 tabte til Brian Magee i Brøndby Hallen.

Patrick Nielsen er fuld af selvtillid før kampen mod Rudy Markussen.

- Nøglen til sejr bliver, at jeg skal være aggressiv fra start. Alt spiller for mig lige nu, og jeg ved, at det også kommer til at være sådan under kampen, siger han.

Rudy Markussen trækker på skuldrene over de drillerier, han bliver udsat for. Og så alligevel ikke.

- Det begynder at blive mere og mere personligt. Han trænger til en røvfuld, den knægt, siger veteranen.

/ritzau/