Prop i mobil blodbank: Ansatte har for travlt

Finanskrisen har kostet blod. Bogstaveligt talt.

Den Mobile Blodbank, der tapper blod hos store virksomheder i hovedstadsområdet, har de seneste fem år måttet kæmpe stadig hårdere for at få medarbejderne til at tage sig tid til en tur på briksen.

Det skriver Avisen.dk.

"Der var bedre tid før. Nu er det mit indtryk, at folk løber så stærkt på deres arbejde, at mange ikke kan tage sig tid at være bloddonorer i arbejdstiden, også selvom ledelsen har sagt god for det," siger Merle Wiborg Romose fra Blodbanken Region Hovedstaden, til Avisen.dk.

Målsætningen er at få ti procent af medarbejderne til at donere blod. Men når blodbankens mobile en enhed i dag ruller op foran arbejdspladser, er det i snit kun fem procent, som tager sig tid til at give blod.

Faldet i andelen af medarbejdere, der giver blod i arbejdstiden har betydet, at Den Mobile Blodbank med få undtagelser har droppet besøg hos virksomheder med under 800 medarbejdere.

Det kan simpelt hen ikke svare sig at stille udstyret op i virksomheder med få hundrede ansatte.

"For ti år siden, kom folk vanemæssigt ned, når Den Mobile Blodbank kom. Sådan er det ikke længere, men vi har formået at bevare antallet af donorer de fleste steder - blandt andet gennem kampagner og specialarrangementer, som skal gøre medarbejderne opmærksomme på at give blod" siger Merle Wiborg Romose til Avisen.dk.

Selvom blodbanken som udgangspunkt ikke kan mukke op uden accept fra virksomheden, har blodbanken størst succes de steder, hvor ledelsen direkte går ud og støtter blodbanken.

Forsikringsselskabet Alka har gjort det til en mærkesag, at så mange ansatte som muligt giver blod, og i dag er 14 procent af medarbejderne registreret som donorer.

"Alle er lige, når det handler om at være bloddonor. Den enkelte skal yde relativt lidt, det kræver ingen særlige evner og det kan hjælpe andre mennesker utroligt meget," siger kommunikationschef Lise Agerley til Avisen.dk.

Den Mobile Blodbank besøger i øjeblikket 45 virksomheder i Region Hovedstaden med i alt langt over 36.000 ansatte. Dertil kommer 60 mindre nabovirksomheder, hvis ansatte kan komme forbi og give blod.

 

Dagens Gossip