Propalæstinensisk demonstration i Paris ender i tumult

Mindst 70 mennesker blev tilbageholdt ved en demonstration mod Israels Gazaoffensiv i den centrale del af Paris lørdag.

Demonstrationen endte i slagsmål mellem deltagerne og uropoliti. 30 af de tilbageholdte personer er blevet fængslet.

Flere tilsvarende demonstrationer den seneste tid har udartet sig, og derfor havde myndighederne valgt at forbyde lørdagens protestmarch ved Place de la Republique. Ifølge politiet deltog omkring 4000 mennesker. Arrangørerne sætter fremmødet til 10.000.

Der blev kastet sten og andre genstande mod de kampklædte betjente, som forsøgte at opløse forsamlingen. Politiet svarede igen ved at affyre tåregas. Adskillige politifolk kom lettere til skade.

Indenrigsminister Bernard Cazeneuve siger, at mens størstedelen af de unge demonstranter opførte sig fredeligt, så var der også "ballademagere" udstyret med våben som køller og knojern i mængden.

Over 1000 palæstinensere er blevet dræbt i de israelske angreb mod Gazastriben. I sidste weekend udviklede tilsvarende demonstrationer mod Israel sig kaotisk både i Paris og en af de den franske hovedstads forstæder.

En politikilde siger til AFP, at betjente havde fået strenge ordrer om at tilbageholde personer, der kom med antijødiske udtalelser eller fagter.

Mange af deltagerne i lørdagens protest viftede med det palæstinensiske flag, mens der blev råbt slagord som "Israel ud af Palæstina, æraen med bosættelser er forbi, Israel snigmorder Hollande (Frankrigs præsident, red.) er medskyldig, Palæstina er vores".

Omkring 2000 betjente var sat ind for at forhindre demonstrationen i at sprede sig til andre dele af Paris.

I Lyon i det sydøstlige Frankrig forløb en propalæstinensisk demonstration, som myndighederne havde tilladt, fredeligt.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip