Prorussiske separatister i Ukraine udsætter lokalvalg

Skrevet af admin

06/10/2015

Dagens topnyheder

Der kommer ikke lokalvalg i det østlige Ukraine før til næste år, selvom de efter planen skulle have fundet sted 18. oktober i Donetsk og 1. november i Lugansk.

Det skriver det russiske nyhedsbureau Tass tirsdag.

I sidste uge sagde den franske præsident, François Hollande, efter et møde med Ukraine, Tyskland og Rusland, at afstemningerne i de oprørskontrollerede områder skulle udsættes, da der er brug for mere tid til at sikre, at valgene kan foregå retfærdigt.

Lederne i Lugansk og Donetsk siger i en udtalelse, at man går med til at udsætte valgene, så længe Kijev til fulde vil følge Minsk-aftalen.

12. februar i år blev den nye Minsk-aftale indgået mellem Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig.

Ifølge aftalen skulle tunge våben trækkes væk fra fronten, hvilket i denne uge blev bekræftet af konfliktens parter.

Der skulle afholdes lokalvalg, og forfatningen skulle ændres, så det østlige Ukraine kunne få en større grad af selvstyre.

Minsk-aftalen dikterede en øjeblikkelig våbenhvile, hvilket i vidt omfang er blevet ignoreret, siden den blev underskrevet i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

/ritzau/Tass