Prostatakræft er mænds skjulte dræber

Næsten hver anden danske mand med prostatakræft opdager kun sygdommen ved et tilfælde, fordi de er ved lægen i anden anledning.

Det fremgår af den største undersøgelse nogensinde i Norden, som omfatter 7000 prostatakræftpatienter i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Hver dag dør der i snit tre danske mænd af prostatakræft, som er den mest udbredte kræftform blandt mænd. Men mænds kendskab til sygdommen er svagt, ligesom symptomerne er i starten.

- Trods sygdommens udbredelse får den alt for lidt opmærksomhed. Forhåbentlig kan undersøgelsen medvirke til at sikre bedre behandling af de rigtige patienter og nedbryde nogen af tabuerne omkring prostatakræft, siger K.B. Madsen, formand for Propa, prostatakræftforeningen i Danmark.

Hvert år får flere over 4200 danske mænd konstateret sygdommen, og 1200 dør af den. Sygdommen vil boome de kommende år i takt med store årgange af midaldrende mænd og længere levealder, så antallet af danske mænd, der har sygdommen vil eksplodere fra 30.000 til op mod 90.000.

- En stor udfordring er at behandle de rigtige, siger en af specialisterne på området, professor og overlæge, dr.med. Michael Borre, fra Aarhus Universitetshopspital.

- Overbehandling er også et regulært problem. For mange behandles, selvom de aldrig vil dø af sygdommen eller nogensinde selv opdage, at de har den, siger han.

Han er ligesom Prostataforeningen derfor kraftig modstander af de screeninger, der breder sig på andre kræftområder.

- Vi påfører mænd nogle store skrammer i livskvaliteten, hvis de ikke er alvorligt syge, siger Borre.

Undersøgelsen er den første, der afdækker, hvordan mænd lever med sygdommen og oplever behandlingen og de mange bivirkninger inklusive et forringet sexliv.

Ifølge den nye undersøgelse får 80 procent af de behandlede rejsningsbesvær, 38 procent lider af inkontinens og 31 procent oplever voldsom træthed.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV