Provinsborgmestre kritiserer: Vi får flest flygtninge

Skrevet af admin

25/03/2015

Dagens topnyheder

Provinsen skal i 2015 integrere langt flere flygtninge end hovedstadsområdet, og det får nu flere borgmestre på barrikaderne, skriver Jyllands-Posten onsdag.

Set i forhold til indbyggertal har de øvrige regioner fået tildelt to til tre gange så mange flygtninge som Region Hovedstaden.

Og mens en række ø- og udkantskommuner skal huse flest, skal København og flere omegnskommuner ikke tage imod en eneste af de anslået 12.000 flygtninge, som får opholdstilladelse i år.

- Hovedstaden burde løfte fuldstændig på lige fod med alle andre, når vores regering har besluttet, at vi skal lukke dørene op, siger Hans Ejner Bertelsen, Venstre-borgmester i Morsø Kommune, til avisen.

Samsøs borgmester, Marcel Meijer (S), ser fordelingen af flygtninge som et udtryk for, at hovedstaden "gang på gang favoriseres".

- Det er ikke retfærdigt, siger han til Jyllands-Posten.

Også blandt landets store kommuner er der kritik af, at København ikke skal tage imod flygtninge. Det gælder blandt andet i Aarhus Kommune, hvor beskæftigelsesrådmand Thomas Medom (SF) kalder det "helt vanvittigt".

Men integrationsminister Manu Sareen (R) afviser kritikken fra provinsen. Den nuværende fordeling er ifølge ministeren fair:

- Modellen giver en bred geografisk fordeling af nye flygtninge og en mere jævn fordeling af den samlede integrationsopgave mellem kommunerne, siger han til Jyllands-Posten.

Samsø, Læsø og Ærø er de tre kommuner, der i forhold til indbyggertallet skal tage imod flest flygtninge med henholdsvis 18, 8 og 25.

I den anden ende af skalaen ligger hovedstadskommunerne Hvidovre, Gladsaxe og Rødovre, der skal tage imod 22, 18 og 10, men fordi indbyggertallet her er væsentligt højere, er andelen i forhold til indbyggertallet lavt.

/ritzau/