PSG elsker Beckham: Forlæng kontrakten

- Vi skal have en snak med ham om det. Men helt ærligt så vil vi gerne beholde ham i næste sæson, siger klubbens bestyrelsesformand, Nasser al-Khelaifi, ifølge Reuters i mandagens udgave af L'Equipe.

David Beckham skiftede i januar til PSG på en fri transfer. Her skrev han under på en kort kontrakt på fem måneder. Beckham sagde allerede dengang, at han godt kunne tænke sig at se på en længere kontrakt. Det kunne klubben også godt.

- Han er fantastisk både på og udenfor banen. At skrive kontrakt med David har været en af mine bedste beslutninger, siger bestyrelsesformanden.

- Han er helt utrolig som person, som spiller og som ambassadør. Han har virkelig haft en stor indflydelse på holdet. Alle elsker ham, lyder de rosende ord.

37-årige David Beckham har foreløbigt spillet fem kampe for den franske klub. En enkelt gang har han været i startopstillingen.

Dagens Gossip