PSG-forsvarer efter 2-1: Vi ramte et lavpunkt

Skrevet af admin

13/03/2014

Dagens topnyheder

Paris Saint-Germain sløsede i lange perioder, da det franske mesterhold onsdag aften spillede sig videre til kvartfinalerne i Champions League med en samlet sejr over tyske Bayer Leverkusen.

Selv om det blev til en PSG-sejr på 2-1 onsdag aften, så var forsvarsgeneralen Christophe Jallet slet ikke tilfreds med franskmændenes præstation.

Efter bare fem minutter kom hjemmeholdet bagud, inden Marquinhos og senere Ezequiel Lavezzi sørgede for sejren.

- Det var en af de dårligste første halvlege, vi har spillet i den her sæson.

- Vi fandt trods alt ressourcerne til til at få udlignet og kom også foran. Det lykkedes at tage sejren, selv om vi gerne ville have holdt bedre fast i bolden og generelt spillet bedre, siger Christophe Jallet til uefa.com.

Midtvejs i første halvleg begik Jallet selv et straffespark, da han hev en modspiller i trøjen. Leverkusens Simon Rolfes brændte dog fra ellevemeterpletten.

Anfører Rolfes er generelt tilfreds med tyskernes indsats, efter at holdet for tre uger siden blev slået med 0-4 på hjemmebane af PSG.

- Det er ikke nemt at spille, når man på forhånd ved, at man er ude af turneringen.

- Det handlede om ære og prestige for os. I det mindste lykkedes det os at holde kampen åben lidt længere end sidste gang, siger Simon Rolfes til uefa.com.

Der er lodtrækning til kvartfinalerne den 21. marts.

/ritzau/