PSG giver Zlatan Ibrahimovic vanvittigt lønhop

Skrevet af admin

27/01/2016

Dagens topnyheder

Lønstigninger på næsten 100 procent er de færreste forundt, men det er ikke desto mindre, hvad den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic har fået i Paris Saint-Germain.

Det skriver den franske avis Le Parisien.

Ifølge avisen har klubben hævet stjerneangriberens månedsløn fra små seks millioner kroner til hele 11,2 millioner kroner før skat.

Derudover er der også store bonusser at hente for angriberen, hvis holdet vinder ligaen, pokalturneringen eller Champions League.

Det er angiveligt ikke en klausul i kontrakten, som har afstedkommet den store lønstigning, men med kontraktudløb til sommer kan det være klubbens forsøg på at overtale Ibrahimovic til at forlænge sit ophold i den franske hovedstad.

Han har tidligere meldt ud, at han ikke har intentioner om at forlade PSG, men endnu er det altså ikke blevet til en kontraktforlængelse.

Siden skiftet fra Milan til PSG i 2012 har den svenske angriber i hvert fald leveret varen for klubben.

Han har scoret imponerende 127 mål i 156 kampe for PSG, som stormer mod endnu et fransk mesterskab med et forspring på 21 point til rækkens nummer to, AS Monaco, godt midtvejs i sæsonen.

Zlatan Ibrahimovic står noteret for 17 ligamål i 22 kampe indtil videre i sæsonen.

Holdet er også klar til ottendedelsfinalen i Champions League, hvor man møder Chelsea.

/ritzau/