PSG river Simon Kjær og co. over på 45 minutter

To indkasserede mål og et gult kort. Det var status for Simon Kjær efter blot fem minutter af udekampen mod Ligue1-førerholdet Paris Saint-Germain. Og ydmygelsen stoppede ikke her, for Lille tabte 1-6.

Allerede inden pausen havde pariserne uden karantæneramte Zlatan Ibrahimovic fordoblet føringen, og en rundtosset Simon Kjær kunne sammen med holdkammeraterne gå ned i omklædningsrummet bagud med 0-4.

Forsvaret med Simon Kjær har ellers været blandt de stærkeste i den franske liga i år med kun 27 indkasserede mål, men lørdag sejlede backlinjen ganske enkelt rundt i hele første halvleg, og det udnyttede Maxwell, Edinson Cavani og to gange Ezequiel Lavezzi.

Det blev en smule bedre efter pausen, hvor det også lykkedes Marko Basa at reducere til 1-4, inden det gik helt galt for Lille igen.

Kjærs forsvarskollega Sebastien Corchia begik straffespark, fik et rødt kort og kunne se Edinson Cavani gøre det til 5-1.

Fire minutter senere blev Simon Kjær så tørret af Lavezzi, der fuldbyrdede sit hattrick og gjorde det til 6-1.

Storsejren sender PSG i front af ligaen tre point foran Lyon med fem runder igen. Lille er nummer otte med kun fire kampe tilbage at spille.

/ritzau/

Dagens Gossip