PSG-spiller ked af voldsom tackling: Boilesen er min ven

Nicolai Boilesen modtog tirsdag aften en voldsom stempling af sin tidligere Ajax-kollega Gregory van der Wiel, der i dag spiller for Paris Saint-Germain.

PSG-spilleren ærgrer sig efter Champions League-opgøret over episoden og understreger, at der var tale om et uheld.

- Jeg har det dårligt med det. Jeg lavede en glidende tackling på bolden, men banen var meget glat, forklarer Gregory van der Wiel ifølge avisen De Telegraafs hjemmeside.

- Det var naturligvis ikke meningen, at jeg ville ramme ham. Det er tilsyneladende værre, end jeg troede. Jeg var henne ved ham efter kampen. Han sagde, at det var et uheld. Jeg håber ikke, at det er alvorligt. Nicolai er en af mine gode venner, fortsætter hollænderen.

Ajax-træner Frank de Boer har sagt, at han frygter, at 22-årige Boilesen, der i sin karriere har været hårdt plaget af skader, kommer til at sidde ude i lang tid med en alvorlig skade. Muligvis er det landsholdsspillerens bageste korsbånd, den er gal med.

Paris Saint-Germain vandt tirsdagens kamp 3-1.

/ritzau/

Dagens Gossip