PSG-træner: Zlatan skal glemme VM-skuffelse

Skrevet af admin

21/11/2013

Mest læste i dag

Succes på klubplan skal hjælpe den svenske stjernespiller Zlatan Ibrahimovic til at lægge skuffelsen over at misse VM i Brasilien bag sig.

Hans klubtræner, Paris Saint-Germain-bossen Laurent Blanc, håber, at Ibrahimovic er på toppen igen allerede i weekenden, når han skal i aktion for den franske storklub.

- Vi skal satse hårdt på at nå klubbens målsætninger, og hvis vi gør det, vil han være glad.

- Det vil være et middel mod skuffelsen over ikke at komme til Brasilien. Han er ærgerlig, men hans sindstilstand er fin, og det vil han bevise på lørdag, siger Laurent Blanc ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den svenske angriber ydede en stor indsats og lavede to mål i den anden playoff-kamp mod Portugal i tirsdags, men Sverige tabte alligevel 2-3 og missede dermed kvalifikationen til VM.

Det kan have været sidste gang, 32-årige Ibrahimovic havde muligheden for at spille med på sportens største scene.

- Han er okay, og jeg talte med ham onsdag. Han fortalte mig, at de var oppe mod et meget stærkt portugisisk hold. Men selvfølgelig er der skuffelse, siger Laurent Blanc, der som aktiv var med til at vinde VM i 1998.

Zlatan Ibrahimovic og Paris Saint-Germain fører den franske liga med fire point ned til Lille på andenpladsen.

Lørdag gælder det en udekamp mod Stade Reims, der har den tidligere FC Midtjylland-profil Mads Albæk på holdet.

/ritzau/