PSV får svært ved at knække Diego Simeones Atlético-mur

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

Blot 15 indkasserede mål i 36 liga- og Champions League-kampe i indeværende sæson fortæller, hvordan Atlético Madrid vinder fodboldkampe.

Den karismatiske træner Diego Simeone har siden ankomsten til klubben i 2011 bygget holdet på et fundament af en skræmmende defensiv, og den har aldrig været stærkere end nu.

Atlético Madrid er et mareridt for enhver modstander i denne sæson, og med holdets nuværende form er PSV underdog, når det hollandske mesterhold gæster Estadio Vicente Calderón tirsdag aften.

PSV klarede 0-0 i det første opgør på hjemmebane, men siden har Atlético Madrid vundet fire kampe på stribe med en målscore på 10-1.

Hos en af holdets defensive galionsfigurer er der ingen tvivl om, hvad træner Diego Simeone betyder for den styrke, holdet har opbygget de senere år.

- Simeone er stenen, omkring hvilken dette projekt er opbygget, siger Diego Godin, der har styret centerforsvaret i klubben siden 2010.

- Han har forbedret denne gruppe af spillere. Han har fået spillerne og fansene til at tro - ikke blot med ord, men med handlinger.

Godin er en nøglespiller i den defensive bastion sammen med holdets anfører og defensive midtbaneanker, Gabi, som også har været med under hele Simeones regeringstid.

- Gabi har været meget vigtig for alt, hvad vi har opnået de seneste år, siger Diego Simeone til dpa.

- Han er mine øjne og ører på banen - en rigtig leder. Man kan altid regne med en konsekvent indsats fra hans side 40 eller 50 gange om året, lyder det fra den succesfulde træner.

Og beundringen er gengældt.

- De seneste fem år har været forbløffende, de mest fantastiske i min karriere. Nærmest alt er gået godt for os, især efter Simeone kom tilbage som træner, siger Gabi.

Som spiller optrådte Diego Simeone for Atlético Madrid i to omgange - først fra 1994 til 1997 og igen fra 2003 til 2005.

I tirsdagens anden ottendedelsfinale skal Manchester City forsvare en 3-1-sejr fra udekampen mod Dynamo Kiev og forsøge at nå kvartfinalen for første gang i historien.

/ritzau/