PSV-træner efter United-kup: En fantastisk præstation

Skrevet af admin

16/09/2015

Mest læste i dag

PSV Eindhoven har måttet vente syv år på at snuse til Champions League, men da den hollandske storklub tirsdag aften var tilbage i den prestigefyldte turnering, skete det med et brag.

Hjemme på Philips Stadion vandt PSV noget overraskende 2-1 over Manchester United, efter at englænderne ellers var foran med 1-0.

- Det er en virkelig god følelse at lave sådan et resultat, når vi endelig er tilbage efter syv år, siger PSV Eindhovens træner, Phillip Cocu, til 3+.

- Vi spillede mod gruppefavoritten og kom endda et mål bagud, men vi vandt alligevel. Det er en fantastisk præstation, siger Phillip Cocu.

Han roser sine spillere for at overholde alle de aftaler, der var indgået på taktikmødet før kampen.

- Vi spillede med en perfekt organisation. Manchester United-spillerne er gode med bolden, så vi forsvarede os i blokke. Men når vi havde bolden, spillede vi direkte op til kanterne og angriberne, og det gjorde spillerne virkelig godt, lyder rosen fra Cocu.

PSV Eindhoven har efter første spillerunde lagt sig i spidsen af gruppe B med tre point. Samme antal har Wolfsburg.

/ritzau/