Psykiater får tre måneders fængsel for sex med patient

Skrevet af admin

09/05/2016

Mest læste i dag

En 49-årig psykiater er mandag idømt tre måneders ubetinget fængsel for at have misbrugt sin stilling til at skaffe sig sex med en kvindelig patient.

Det fastslår domsmandsretten ved Retten i Aarhus.

Psykiateren er også frataget sin lægelige autorisation "indtil videre".

Den dømte psykiater skal desuden betale en erstatning på 15.000 kroner til patienten.

- Vi har lagt vægt på, at initiativet til forholdet er udgået fra tiltalte. Og vi har lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for et forhold i Norge, hvor det faktiske forløb har haft lighedspunkter, siger dommer Vivi Kahr Rasmussen om baggrunden for dommen.

Psykiateren blev i 2010 idømt halvandet års fængsel ved en norsk ret for tre til fem tilfælde af sex med en kvindelig patient.

Det forhindrede ham dog ikke i at rejse til Danmark, hvor han under et andet navn kunne fortsætte sit virke.

Han blev ansat på Psykiatrisk Hospital i Risskov, og her fik han blandt andre en 38-årig kvinde som patient i oktober 2013.

Forholdet mellem de to blev mere og mere intimt, og kvinden har i retten forklaret, at hun på grund af sin sygdom havde svært ved at sætte grænser for psykiaterens tilnærmelser.

Psykiateren gav også kvinden penge til køb af undertøj og til en tur i Djursland med kvindens børn.

- Jeg var ikke forelsket, men han gav mig nogle forhåbninger om, at jeg kunne komme ud af det helvede, jeg var i, forklarede kvinden ved det første retsmøde.

Forholdet mellem de to endte hen over sommeren 2014, efter at lægen var flyttet ind hos kvinden.

Kvinden gjorde forholdet forbi og fortalte om det til sin bostøtte, hvorefter der blev indledt en tjenstlig sag mod psykiateren.

Anklager Dorthe Lysgaard havde under sin procedure krævet mellem otte og ti måneders ubetinget fængsel til psykiateren.

Hun er tilfreds med dommen.

- Jeg er godt tilfreds med, at straffen blev gjort ubetinget, og der er taget hensyn til, at han er tidligere straffet, siger anklageren.

Den dømte psykiater fik sidste år midlertidigt frataget sin lægeautorisation. Nu er den frataget på ubestemt tid, og også her er anklageren tilfreds.

- Alternativet var at tidsbegrænse det til et år eller to. Nu har man sagt indtil videre, og i det ligger, at han er afskåret fra at generhverve retten i en lang periode, siger Dorthe Lysgaard.

Den dømte har nægtet sig skyldig og sagt, at han nok har haft en uprofessionel omgangstone i forhold til patienten. Men han har nægtet at have haft et seksuelt forhold til kvinden, mens hun var hans patient.

Psykiateren har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke dommen.

/ritzau/